Selvstyret: Husleje på vakantbolig skal ligne lejebolig

Selvstyrets forhandlingsafdeling og de faglige organisationer holdt i går et møde om brugerbetaling på vakantboliger. Under mødet fremlagde forhandlingsafdelingen et forslag til, hvordan brugerbetaling på vakantboliger kan indføres.
Forslaget går ud på, at selvstyreansatte, der bor i vakantboliger, skal betale 580 kroner pr. kvadratmeter om året. Det svarer til ordningen for korttidsansatte vikarer i dag, oplyser forhandlingschef Palle Frederiksen fra Selvstyret. Beløbet på 580 krone vil dække forbruget af el, vand og varme.
For en bolig på 120 kvadratmeter vil forslaget betyde en månedlig husleje på 5.800 kroner.
I Nuuk er der mellem omkring 200 vakantboliger om året.
- Vakantboligordningen er kun et større problem i Nuuk, da der er boligmangel i byen. Men vi forventer at brugen af vakantboliger vil falde, når det første tårn i Tuapannguit bliver taget i brug. Der er omkring 70 lejligheder i det første tårn, siger Palle Frederiksen. I Finansloven for 2010 forventer Naalakkersuisut at få 4 millioner kroner ind om året ved at indføre brugerbetaling på vakantboliger. Men ifølge Radioavisens udregninger vil beløbet være væsentligt højere, hvis forslaget fra Selvstyret accepteres.
Allerede i 2005 var der snak om at indføre brugerbetaling på vakantboliger, men forslaget blev forkastet. De faglige organisationer har nu bedt Selvstyret om en udredning af forhandlingerne fra 2005.
Forhandlingerne mellem Selvstyret og organisationerne fortsætter til næste måned.