Selvstyrefestlighederne er skudt i gang

Flaget er hejst og begge nationalsange genlød over kolonihavnen i Nuuk denne morgen, da både Landsstyreformand Kuupik Kleist og borgmester Asii Chemnitz Narup holdt tale om selvstyrets indførelse.
21. juni 2009 07:53

- Forandringens vinde blæser over Grønland på dagen i dag. I dag indføres og indfries drømmen om et selvstyrende Grønland, indledte borgmester Asii Chemnitz Narup sin tale denne morgen.

Før hendes tale blev flaget hejst til tonerne af smuk korsang, som blev afløst af rungende kanonskud, der promte blev svaret igen fra havet.

- Kære medborgere, vi vågnede i morges med en helt ny følelse med et helt nyt håb i hjertet, fra i dag indleder vi en helt ny æra i vort lands historie. Det er, som om vi er vågnet op til et land dækket med nyfalden sne, hvor vi sætter de første spor, som vores efterkommere skal følge efter i, indledte Landsstyreformand Kuupik Kleist sin tale til de mange fremmødte på Kolonihavnen.

Imens han talte ankom kongefamilien, Hendes Majestæt Dronning Magrethe 2., Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, under politieskorte.

Da koret havde sunget begge nationalsange bevægede hele Landsstyret samt kongefamilien sig mod Domkirken Vor Frelser Kirke, hvor der den næste time er Gudstjeneste. På vejen hilste såvel Landsstyreformanden og hans Landsstyremedlemmer som Dronningen og hendes kongelige familie smilende på de mange fremmødte.