Selvstyre-sommer i Fjaltring

I Fjaltring i Vestjylland fejres Grønlands overgang til Selvstyre stadig, og festlighederne fortsætter hele sommeren.
15. juli 2009 05:35

Fejringen foregår i det grønlandske kulturcenter Tuukkaq, der fra 70´erne til langt op i 90´erne husede den legendariske teatergruppe af samme navn.

Her åbnede på nationaldagen den 21.juni udstillingen AATSITSIVIK - SMELTEDIGEL med kunstnerne Miki Jakobsen og Camilla Nielsen, der viser malerier, skulpturer, fotomontager og instalationer med fællestemaet is og ild - deraf udstillingstitlen "Smeltediglen".

Derudover arrangeres en række Grønlandsrelaterede kulturaftener.

På fredag står koret "Aqisseq" på scenen i Tuukkaqs store sal, hvor de synger grønlandske sange i deres velkendte glade stil. Aqisseq-koret består af grønlændere bosiddende på Sydsjælland og Lolland-Falster, og har eksisteret siden 1997.

Næste koncert i Tuukkaqs festprogram, er med Rasmus Lyberth, han synger i Fjaltring fredag den 7.august.