Løkke: Selvstændighed er svær at se
Det skriver Politiken.
Statsministeren påpegede særligt den grønlandske økonomi, som er afhængig af det danske bloktilskud på 3,7 mia. kr. om året.
- Hver gang der bliver brugt en krone i Grønland statsligt, så går de 50 øre fra Danmark. Jeg har svært ved at se en selvstændighed lige rundt om hjørnet. Det er ikke noget, jeg kan bestemme.
Løkke tilføjede, at Danmark i dag bruger et trecifret millionbeløb på Forsvaret i Arktis og på de områder, som stadig er dansk ansvar i Grønland.
Formand for Naalakkersuisut henviste på rigsmødet til, at Grønlands økonomi er i fremgang, især takket være fiskeriet og turismen. Han undlod dog at svare direkte på Løkkes udtalelser.