Selvstændige forhandlinger kræver grønt lys fra DK

Grønland står stærkere i forhandlingerne om en ny international klimaaftale, mener folketingsmedlem og næstformand for koalitionspartiet IA, Juliane Henningsen. Danmark skal dog føst give lov til selvstændige forhandlinger.
10. december 2009 13:43

Grønland kan selv forhandle på egne vegne i en kommende global klimaaftale ved COP15. Det kræver blot, at Danmark giver lov, fastslår en ny juridisk redegørelse.

- Jeg synes det forstærker vores forhandlingsposition, siger Juliane Henningsen.

Som medlem af den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget har hun været med til at bestille redegørelsen af professor i international ret, Ole Spiermann.

Redegørelsen åbner op for flere muligheder. Indgår Danmark en klimaaftale som del af EU, er Grønland ikke omfattet, fordi landet ikke er medlem af den europæiske union. I så fald kan Grønland selv forhandle CO2-reduktioner og andre betingelser på plads.

Men: Danmark skal først give lov.

Dette gælder også uanset om den kommende klimaaftale bliver juridisk eller politisk bindende, fremgår det af redegørelsen. Grønland kan forhandle på egne vegne - men: Danmark skal først give lov.

Juliane Henningsen hæfter sig mest ved, at Grønland ikke vil være omfattet, hvis Danmark indgår en kommende international klimaaftale som del af EU:

- Så står vi i en ny situation, som vil kræve, at Danmark giver en bemyndigelse til Grønland, så vi praktisk set selv skal forhandle en ny klimaaftale.

Fredag skal formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist mødes med Ole Spiermann. Her vil redegørelsen blive studeret nøje som forberedelse til de igangværende klimaforhandlinger i København.