Selvom nogle har rigeligt med penge oplever de sig selv som fattige

En rapport om fattigdom i Grønland er netop udkommet i dag. 69 personer fra 3 byer og 5 bygder har besvaret spørgsmål om, hvad fattigdom er.
Skrevet af Oline I. Olsen
12. november 2010 17:08

- Fattigdom handler ikke kun om hvor mange penge man har, siger Naalakkersuisoq for Sociale anliggender, Maliina Abelsen. Hun opfordrer til en debat om fattigdom.

- Rapporten skulle gerne være med til at sætte noget debat i gang om hvad fattigdom i Grønland er, siger Maliina Abelsen, så det bliver klart at fattigdom ikke kun handler om penge.- Det siger Naalakkersuisoq for sociale anliggender Maliina Abelsen, om den nye rapport om fattigdom i Grønland. Rapporten tematiserer fattigdom i 7 emnepunkter, der blandt andet handler om boligforhold, uddannelse, socialt udsatte børn og beskæftigelse. Men rapporten viser ikke hele billedet af fattigdommen i Grønland, mere om hvordan fattigdom opleves.

- Hvis man ikke har nogen bolig, hvis man har dårlig adgang til uddannelse eller sundhedsvæsen, eller svært ved at få socialhjælp, så kan det hurtigt give det enkelte individ oplevelsen af at leve i fattigdom. Også selvom man, når man ser på deres løn, tænker at de har rigeligt. Alligevel oplever de sig selv som fattige, forklarer Malinna Abelsen.

Rapporten giver ikke konkrete tal på hvor mange der lever i fattigdom eller hvor fattigdomsgrænsen er, for det er svært at sige præcist.

-Så derfor handler det måske ikke om at få sat tal på hvad det vil sige at være fattig. Snarere hvad det er for ting i folks liv, som får dem til at føle sig fattige.

Naalakkersuisoq for sociale anliggender, Maliina Abelsen, siger at Naalakkersuisut har taget initiativer på de forskellige områder, hvor folk oplever fattigdom, for eksempel med hensyn til børns og unges vilkår og skolegang. Men der er brug for at debattere fattigdom.

- I fremtiden får vi færre og færre penge til velfærd, blandt andet fordi der bliver en større og større gruppe af ældre, som skal forsørges via pensioner i fremtiden. Så vi kan ligeså godt begynde at diskutere hvad vi skal gøre for at folk også i fremtiden føler at de har et rigt liv, slutter Naalakkersuisoq for sociale anliggender, Maliina Abelsen.