Døgnrapport: Selvmordstrusler og indbrud fylder stadig i politiets arbejde

Grønlands Politi har haft travlt i weekenden med i alt 57 alkoholrelaterede hændelser og sager. Derudover har de rykket ud til 16 opkald om selvmordstrusler.
Ifølge vagtchefens opgørelse har politiet i løbet af fredag til søndag morgen oprettet 32 sager.
Det fortæller vagtchef Preben Kleist:
– Vi har været ude til 17 tilfælde af uro i hjemmet. Derudover syv hændelser med børn involveret. Og så har vi haft ti voldssager.
Indbrudsbølgen fortsætter
Selvom ingen af sagerne betegnes som større, fylder indbruddene fortsat i politiets arbejde i Nuuk.
I nat blev der eksempelvis begået indbrud i Arnat Igdluat på Kongevej 6, hvor en gerningsmand brød ind ved at ødelægge en vindueskarm.
– Kosterne kender vi ikke indtil videre. Men vi mangler vidner fra klokken 1 i nat til her til morgen, hvor vi fik anmeldelsen 08.10, oplyser Preben Kleist.

To andre indbrud blev anmeldt tidligt søndag morgen. Det ene fandt sted i Charoen Porn, hvor en gerningsmand skaffede sig adgang via et vindue.
– Vi tror, der er tale om pengesedler og mønter. Vi efterlyser også vidner. Alarmen gik 06.35, siger vagtchefen.

Det tredje indbrud var i bageriet Iffiorferalak i Blok O, hvor gerningsmanden brugte en skovl til at tvinge sig ind.
– Vi har snakket med ejeren, som vil lave en mangelliste og erstatningskrav. Men umiddelbart er intet stjålet, fortæller Preben Kleist.
Politiet opfordrer vidner med oplysninger til at henvende sig.