Seks spørgsmål om udligning

Hvordan fungerer udligningen?
Alle kommuner indbetaler til en fælleskasse. Groft sagt indbetaler dem med de største skatteindtægter flest penge til kassen. Herefter bliver pengene fordelt til alle kommuner ud fra nogle antagelser om, hvad der påfører kommunerne udgifter.

Hvilke kriterier bliver pengene fordelt efter?
Der indgår tre kriterier.
1. Aldersstrukturen. Dvs. man får penge, hvis man har mange unge og ældre.
2. Antallet af bygder. Man skelner mellem bygder med under 100 indbyggere og bygder på mellem 100 og 300 indbyggere.
3. Udgifter til handicappede. Dette er beregnet ud fra det bloktilskud, kommunerne i dag modtager på området.
I de forskellige udligningsmodeller indgår de tre kriterier med forskellig vægt.

LÆS OGSÅ Kommunaludligning for begyndere

Hvorfor indgår faktorer som antallet af unge med problemer, fattige eller ledige ikke i modellerne?
Man har simpelthen ikke tallene for, hvor meget disse ting koster kommunerne. Disse tal skal skaffes inden næste år. Herefter er det meningen, at disse faktorer skal indgå i den endelige udligningsmodel, som skal gælde fra 2016.

Hvorfor svinger tallene så meget i de forskellige modeller?
Det skyldes først og fremmest, at der er stor forskel på, hvor mange penge kommunerne skal indbetale i de forskellige modeller. I den model, som Qasuitsup, Qeqqata og Kujalleq Kommunia foretrækker, bliver der indbetalt næste 1,7 mia. kr. til den fælles pulje. Det er den model, hvor Kommuneqarfik Sermersooq får 117 mio. kr. færre end i dag. I den model, som Vittus Qujaukitsoq foreslog, er det omtrent 750 mio., der indgår. Kommuneqarfik Sermersooq mener, at det kun skal være ca. 500 mio. kr.

Hvordan beregner men indbetalingerne til den fælles kasse?
Der er to faktorer.
1.    Dels de skatteindtægter, som kommer fra de selvstyre- og statsansatte. Hele dette beløb ryger i den fælles pulje. Dette er Kommuneqarfik Sermersooq principielt imod; men meget tyder på, at dette bliver til virkelighed.
2.    De øvrige skatteindtægter er især a-skatten fra de øvrige borgere. Her indgår alt fra 6 procent af de indtægter til 20 procent af dem i de forskellige modeller. Det er det, der giver de ovenfor nævnte forskelle.

Hvilken model er den mest retfærdige?
Det er der næppe nogen, der kan svare på. Som nævnt ovenfor, så mangler vi oplysninger om en hel stribe ting, der påvirker kommunernes økonomi. Derfor kan man strengt taget heller ikke svare på, hvorvidt inddragelsen af de selvstyreansattes skatter er retfærdig eller ej. Dette er i høj grad afhængigt af, hvordan man efterfølgende fordeler pengene. I sidste ende er det en politisk beslutning. Og det er den, Naalakkersuisut træffer i dag.