Sejlivet mos fra Nunavut

En 400 år gammel mosplante viser sig at have overlevet helt frem til i dag under isen på Ellesmere Island i Nunavut . Og det er ikke noget særsyn, fortæller videnskab.dk.
Skrevet af Karsten Sommer
20. august 2013 06:49

Flere steder hvor gamle isbræer trækker sig tilbage, kommer rester af ældgamle plantesamfund frem i dagens lys. Og fra de gamle mospletter, helt tæt på iskanten, skyder grønne skud i vejret.

Tidligere har forskerne antaget, at de levende skud er kommet flyvende gennem luften, og de gamle mospletter under isen er blevet betragtet som døde.

Men nu må vi tænke helt nyt, mener professor Catherine La Farge fra University of Alberta. Det ER det gamle mos, som har overlevet århundrederne i isgraven, og som nu skyder nye skud.

Mosset, som forskerne har undersøgt, er dukket frem fra Teardrop-isbræen på Ellesmere Island. I de sidste hundrede år - særligt siden 2004 - er bræen krympet med cirka 200 meter.

Og kulstofdateringer viser, at planterne, som nu dukker frem, blev indkapslet af isen for cirka 400 år siden.

- Dette ændrer vores forståelse af arktiske planter, mener forskerne. Før har man antaget, at landet, som den smeltende is åbenbarer, er goldt og livløst, og at nye planter må spire fra frø, som kommer ind fra områder, hvor isen aldrig blev liggende.

- Men nu skal vi i stedet finde ud af, hvad der overlever under isen. Mos er designet perfekt til at sove Tornerosesøvn. Mosserne kan slukke for aktiviteten i cellerne, når der er tørke, og tænde dem igen, når forholdene er bedre. Derfor er disse planter specielt godt tilpasset ekstreme polare strøg, skriver forskerne.