Sea Sherperd på Færøerne

Den ekstreme miljøorganisation Sea Shepherd gør sig klar til, hvad de selv kalder, det endelige opgør med grindehval-fangst på Færøerne.
Skrevet af Naimah Hussain
21. juli 2011 15:18

I går ankrede organisationens skib "Brigitte Bardot" op ud for Thorshavn. Og politiet på Færøerne holder nu øje med skibet.

- Vi kender Sea Shepherd fra tidligere og ved hvilke voldsomme aktionsmetoder, de har gjort brug af både her på Færøerne, i Middelhavet og ved Antarktis. Så vi holder naturligvis øje med situationen, siger chefpolitiinspektør ved Færøernes Politi, Peter Thaysen, til DR Nyheder.

Sidst, Sea Shepherd var på Færøerne, var i 2000. Her allierede politiet sig med søværnet og inspektionsskibet, Hvidbjørnen.

Det skete, dels for at imødegå, at Sea Shepherd blandede sig i fangsten af grindehvaler.

Men også for at beskytte miljøaktivisterne fra Sea Shepherd mod vrede færinger, som var imod Sea Shepherds angreb på deres fangsttraditioner.

Dengang blev konfrontationer undgået - formentlig fordi der slet ikke kom nogen grindehvaler, mens Sea Shepherd lå ud for Færøernes kyst.

Chefpolitiinspektør, Peter Thaysen, håber, at konfrontationer også denne gang kan undgås, men hæfter sig ved, at Sea Shepherd denne gang medbringer hele fire kamerahold, hvilket godt kunne tyde på, at miljøorganisationen ikke forventer, at besøget i Thorshavn vil gå stille af.

- Skulle det blive nødvendigt, vil vi også denne gang bede om assistance fra Søværnet, siger Peter Thaysen.

Højsæsonen for grindehvalfangst på Færøerne er i juli og august. Sea Shepherd har proklameret, at de vil blive på Færøerne de næste to måneder.