Video: Se redningsaktionen fra flystyrt i Sydgrønland
Mandag styrtede et mindre fly med to piloter ombord ned i havet sydvest for Qaqortoq.
Piloterne havde kort forinden kaldt "MAYDAY" til Flight Information Center Nuuk og Arktisk Kommando.
Derfor kunne besætningen på Challenger-flyet hurtigt finde frem til flyets position og følge det i luften, mens det styrtede mod havet.
I havet var de to piloter kommet i redningsflåden efter nødlandingen. Derfra kunne de vinke til Challenger-flyet, der overfløj positionen og blev i området, indtil inspektionsskibet Triton kom frem.
Nu har besætningen på Challenger-flyet offentliggjort videooptagelser af de dramatiske minutter.
På Facebook skriver flyvevåbnets afdeling, Air Transport Wing:
- Redningsaktionen er skoleeksemplet på fremragende samarbejde mellem hovedkvarteret i Arktisk Kommando i Nuuk og de enheder, som Flyvevåbnet og Søværnet har indsat under Arktisk Kommandos ledelse.
- Besætningerne på Challenger-flyet og Triton handlede resolut, og samarbejdet sikrede de to personers overlevelse - vi er dybt imponerede, og takker samtlige involverede for sagens udfald.