Se dagsordenspunkter for Inatsisartuts forårssamling

Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut.
07. februar 2015 17:54


Frem til fredag den 30. januar klokken 12.00 har det været muligt at komme med forslag til forårssamlingen. Og i dag kan man så læse hvilke forslag, der er kommet på Inatsisartuts hjemmeside.

 

Det skriver formand for Inatsisartut, Lars-Emil Johansen fra Siumut, i en pressemeddelelse.

 

I alt er der 103 punkter på dagsordenen, der skal til behandling. Hvilke punkter, det drejer sig om, kan man læse på Inatsisartuts hjemmeside i dag.

 

60 af punkterne kommer fra medlemmerne af Inatsisartut, 37 punkter fra Naalakkersuisut, 3 punkter fra Formandskabet for Inatsisartut, 1 punkt fra Lovudvalget og så har Vestnordisk Råd to anbefalinger, der også skal til behandling.

 

Forårssamlingen i Inatsisartut går officielt i gang fredag den 6. marts kl. 13.00 og er planlagt afsluttet torsdag den 28. maj 2015.

 

Og når den går i gang er planen, at der - med få undtagelser - bliver tre mødedage om ugen fra klokken 13.00 (tirsdage, onsdage og torsdage).

 

Derudover vil der hver onsdag blive en ugentlig spørgetime i tidsrummet fra kl. 11.00 til kl. 12:00, hvorefter der er pause til mødets genoptagelse kl. 13.00.

 

Første spørgetime bliver den 11. marts.