Saudisk kvinde i Thailand frygter for sit liv ved deportering

Lufthavnsmyndighederne i Bangkok vil ikke tvinge kvinden ind i et fly af sikkerhedshensyn.
Den internationale lufthavn i Bangkok. Foto © : Nomad YC/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
07. januar 2019 14:37

Lufthavnsmyndighederne i Bangkok meddeler, at de ikke vil tvinge en ung saudiarabisk kvinde til at gå om bord i et fly, der skal bringe hende tilbage til hendes familie, som hun siger vil slå hende ihjel.

- Af hensyn til flysikkerheden vil vi ikke sætte kvinden om bord på et fly til Kuwait, siger en talsmand for immigrationsmyndighederne i Bangkok.

Den 18-årige Rahaf Mohammed al-Qunun havde tidligere mandag barrikaderet sig i et hotelværelse i Bangkok for at undgå at blive sat på et fly til Kuwait, hvor hendes familie er.

Rahaf Mohammed al-Qunun siger, at hun flygtede fra Kuwait, da hun var på besøg i landet med sin familie. Hendes plan var at rejse til Thailand og derfra videre til Australien, hvor hun ville søge asyl.

Hun blev dog tilbageholdt af de thailandske myndigheder, da hun steg af flyet i Bangkok.

- Mine brødre, min familie og den saudiarabiske ambassade vil vente på mig i Kuwait, fortæller hun fra sit transithotel i Bangkok sent søndag aften.

- De vil dræbe mig. Mit liv er i fare. Min familie truer med at dræbe mig over de mest basale ting, siger hun.

En repræsentant fra den saudiarabiske ambassade i Thailand har over for nyhedsbureauet Reuters afvist at kommentere sagen.

I en erklæring mandag udtaler Michael Page, direktør for anliggender vedrørende Mellemøsten i Human Rights Watch, at de thailandske myndigheder bør lytte til kvinden.

- Myndighederne bør øjeblikkeligt standse enhver form for udvisning og enten lade hende blive i Thailand eller lade hende fortsætte til Australien og søge om beskyttelse som flygtning, udtaler Michael Page.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har Rahaf Mohammed al-Qunun mandag søgt om asyl i Thailand.

- Jeg beder regeringen i Thailand om at stoppe min deportering til Kuwait. Jeg beder politiet i Thailand om at begynde min asylproces, skriver hun på Twitter mandag formiddag, kort tid før hendes fly til Kuwait er planlagt.

Samtidig opfordrer hun folk i transitområdet i Bangkok til at demonstrere imod hendes udvisning.

- Jeg beder jer. Jeg har brug for jer alle sammen. Dette er et råb om hjælp til menneskeheden, skriver hun.

/ritzau/Reuters