BILLEDER Politikere blandt ofrene på ny satirisk udstilling

<p>Det skaber smil og eftertænksomhed, når tegninger spidder samfundet. Nu kommer disciplinen også på museum. I går var der fernisering på Grønlands første satireudstilling på Nuuk Kunstmuseum.</p>
11. december 2015 16:04

Tegnerne bag Buuarsikkut, Robert Holmene, Parkafolket - Per Danker, samt satirikeren Martin Brandt Hansen står bag udstillingen.

På en af tegningerne forklarer formand for Inatsisartut, Lars-Emil Johansen, politikeren Nikku Olsen, hvorfor Olsen ikke kan komme ind i Inatsisartut. Nikku Olsen var ellers blevet stemt ind ved valget 2013, men fordi han har pletter på straffeattesten, kom han ikke ind i Inatsisartut.

 

- Ved du hvorfor du ikke blev stemt ind? Det er fordi du kun gav damen én lussing, du skal banke hende hårdt, skriver Martin Brandt Hansen i taleboblen.

 

Personen i tegningen Lars-Emil Johansen, deltog i ferniseringen.

- Når man er en offentlig person skal man forberede sig på den slags. Jeg er helt okay med det, det er godt at kunne grine af sig selv, siger Lars-Emil Johansen til KNR.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den anden medvirkende i tegningen, Nikku Olsen.

Læs også Første udstilling om grønlandske satiretegninger

Tegneren er også tilfreds med udstillingen.

- Det er jo en glædelig dag, det viser jo, hvor stærk Grønlands ytringsfrihed er, siger Martin Brandt Hansen.

Når det rammer os, rykker det os

Leder af Nuuk Kunstmuseum har lagt mærke til, at udstillingen har stor betydning for kunstnerne. Og kunsten vil uden tvivl få betydning for dem, der kigger med, mener lederen.

- Jeg tror, at når det gør ondt nogle gange, når vi bliver skubbet lidt til, så er det, at vi rykker os mest, og det betyder mest for os. Hvis det ikke gøre ondt og ikke betyder noget, så har det været ligegyldigt at lave tegningerne, siger Nivi Christiansen.

Læs også Buuarsikkut - Nu som frimærke

En af de velkendte striber, som også er med, er Buuarsikkut af Robert Holmene. Han begyndte at tegne de sjove og karakteristiske figurer i 1990'erne, altså for 25 år siden.

- Jeg havde aldrig regnet med at nå så langt, dengang jeg startede med at tegne dem. Jeg er meget stolt, siger Robert Holmene.

Udstillingen kan ses på Nuuk Kunstmuseum indtil den 23. januar.