SAS suspenderer fly til Kina på grund af virus

SAS suspenderer alle fly til og fra Shanghai og Beijing som følge af coronavirus, der har kostet mindst 170 mennesker livet.
I første omgang er flyvningerne sat på pause fra 31. januar til 9. februar. Det oplyser SAS i en meddelelse. SAS vil fortsætte med at flyve til Hongkong. Foto © : Vibeke Toft/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
30. januar 2020 09:51

I første omgang er flyvningerne sat på pause fra 31. januar til 9. februar. Det oplyser SAS i en meddelelse. SAS vil fortsætte med at flyve til Hongkong.

SAS har 12 forbindelser til de to kinesiske storbyer om ugen.

  • Symptomerne på smitte er feber, tør hoste, i nogle tilfælde besværet vejrtrækning og tegn på lungebetændelse.
  • De personer, der er blevet værst påvirket af smitten, har hidtil været ældre og folk med dårligt helbred.
  • Der er ingen vaccine mod det nye virus. Flere forskningshold arbejder på at udvikle en vaccine. Forskere håber at kunne teste den første mulige vaccine om cirka tre måneder.
  • Foruden Kina er der konstateret smittede personer i Tyskland, Australien, Frankrig, Japan, Malaysia, Nepal, Canada, Singapore, Sydkorea, Taiwan, USA, Saudi-Arabien, Thailand, Cambodja, Vietnam, Finland og Tibet.
  • Flere lande har indført ekstra kontrol af rejsende for at inddæmme smitten.
  • Den kinesiske by Wuhan og flere andre byer i Hubei-provinsen er stort set blevet lukket ned. Over 50 millioner indbyggere er påvirket af restriktionerne.

- Sikkerheden for passagerer og ansatte er vores højeste prioritet. Efter at have evalueret situationen i Kina om coronavirus har SAS besluttet at suspendere alle flyvninger til Shanghai og Beijing, skriver SAS.

LÆS OGSÅ British Airways suspenderer fly til Kina på grund af virus

Flyselskabet oplyser, at de berørte passagerer vil have mulighed for at få pengene tilbage eller ombooke deres billet.

Med suspenderingen følger SAS i hælene på en række andre europæiske flyselskaber, der også har indstillet flyvningerne til Kina. Det gælder blandt andet British Airways, KLM, Lufthansa, Swiss Airlines og Austrian Airlines.

Coronavirusset har indtil videre smittet i underkanten af 8000 mennesker.

Virusset er spredt til en lang række lande rundt i verden, herunder flere i Europa.

En er smittet i Finland, mens der er fem kendte tilfælde i Frankrig. I Tyskland er der fire kendte tilfælde - alle på et hospital i München.

Tirsdag blev en dansk mand undersøgt for smitten efter at være hjemvendt fra en rejse til Kina. Testresultater viste dog, at manden ikke var smittet.