SAS-fly med 84 evakuerede fra Afghanistan landet i København

Røde Kors skal stå for indkvartering af evakuerede fra Afghanistan, i første omgang på Center Sandholm.
De evakuerede er primært afghanere, der har arbejdet for den danske ambassade, samt deres familier. Foto © : Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
19. august 2021 12:08

Et SAS-fly med 84 evakuerede fra Afghanistan er torsdag morgen landet i Københavns Lufthavn.

- Jeg er glad for at kunne bekræfte, at vi nu har fået et fly med 84 evakuerede personer på sikker grund i Danmark, skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på Twitter.

De evakuerede er primært afghanere, der har arbejdet for den danske ambassade, samt deres familier.

Ved ankomsten til Københavns Lufthavn er de blevet modtaget af en kreds af myndighedspersoner.

- De skal blandt andet registreres, ligesom der vil være tilbud om krisehjælp, oplyser Udenrigsministeriet.

Røde Kors skal stå for at indkvartere de evakuerede. De vil ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet "indtil videre" bo på Center Sandholm i Nordsjælland.

Kommer fra kaos og usikkerhed

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) opfordrer i en kommentar til, at "de nu og her får fred og ro til at ankomme efter en lang rejse".

- Det er mennesker, der kommer fra kaos og usikkerhed. Derfor har myndighederne naturligvis holdt sig klar til at modtage dem og sikre ordnede forhold fra første dag.

- Det handler selvfølgelig om at sikre tag over hovedet og mad. Men også om lægehjælp, psykologhjælp, og hvad der ellers er behov for, siger han.

LÆS OGSÅ Propfyldt militærfly redder 640 afghanere ud af Kabul

Røde Kors er klar til at tage imod de evakuerede, oplyser generalsekretær Anders Ladekarl.

- Vi har et setup, der giver de afghanere, som nu kommer til Danmark, en rigtig god modtagelse, og som sørger for, at der er nogen til at hjælpe dem med en varm seng og de fornødenheder, de skal bruge.

- Vi ved jo endnu ikke, hvad de har med, så vi er forberedt på lidt af hvert, siger han.

Kan være to år i Danmark

En bred politisk aftale sikrer, at de afghanske ansatte og deres familier kan opholde sig to år i Danmark.

De vil kunne søge om opholdstilladelse i medfør af udlændingeloven efter ankomsten til Danmark.

Evakueringsoperationen har været i gang, siden den militante islamistiske bevægelse Taliban søndag tog kontrol over Afghanistans hovedstad, Kabul.

Evakueringen af danskere og afghanske ansatte fortsætter, oplyser den danske udenrigsminister Jeppe Kofod.

- Operationen er stadig i fuld gang, og vi arbejder på højtryk for at evakuere de sidste lokalansatte, tolke og andre grupper ud af Kabul, skriver han i et tweet.