Sarfaq Ittuk er igen i vandet
Derefter skulle Sarfaq Ittuk ifølge direktør Jette Larsen fra Arctic Umiaq Line være klar til på tirsdag, at indgå i den ordinære fartplan. Og det betyder, at hvis alt går vel under weekendens prøvesejladser, så vil der blive tudet til afgang kl. 9 på tirsdag med kurs sydover.
Som Jette Larsen siger til Radioavisen i dag, så krydser hun fingre for at alt henover weekenden forløber efter planen, så Søfartsstyrelsen kan sige god for skibet, der har været ude af sejlads siden 12. oktober.
Først gik Sarfaq Ittuk på grund ved havneindsejlingen til Qaqortoq og skulle herefter rutinemæssigt checkes for skader på værftet i Nuuk. Og her gik det så rigtig galt. Sarfaq Ittuk gled af beddingen, gik på skær og lagde sig på siden. Og under den medfart fik det gode skib omfattende rorskader og skader på skroget.
- Men nu er alle skader ved at være udbedret og Sarfaq Ittuk har fået et helt nyt ror og nu skulle det kun være tekniske finjusteringer og så en omfattende rengørng, der mangler, lyder det fra Jette Larsen i dag.
Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen oversigt over, hvad uheldene med Sarfaq Ittuk koster. Men det bliver ifølge Jette Larsen i høj grad en regning, som de involverede selskaber må tage sig.