Sarfaq Ittuk beskyldes for drikkevandsforurening

Sarfaq Ittuk er involveret i en drikkevandsforurening i Hirtshals, der satte 20-25 fiskerivirksomheder ud af drift.
Skrevet af mlk
15. februar 2011 14:30

Uheldet skete ifølge Nordjyske Stiftstidende i forbindelse med en afprøvning af brandslukningsudstyret om bord på Sarfaq Ittuk, mens det var på værft i Hirtshals sidste uge. Ved en fejl blev 10 kubikmeter havvand pumpet ind i drikkevandsforsyningen.

Uheldet fik produktionen af fisk til at gå i stå i Hirtshals i 2 dage og efterlod et større område i byen uden rent drikkevand.

Ifølge Hjørring kommunes beredskabschef Knud Børge Møller skyldes ulykken sandsynligvis en personfejl, da to forkerte slanger blev koblet sammen.

Nu er parterne så uenige om, hvem der har ansvaret for forureningsulykken. Værftet Wätsilä i Hirtshals afviser, at det er deres medarbejdere, der begik fejlen og peger i stedet på medarbejderne på Sarfaq Ittuk. Men Arctic Umiaq Line vil ikke påtage sig noget ansvar, før de bliver præsenteret med beviser.

- Vi kan bekræfte, at Sarfaq Ittuk befandt sig på værftet. Og vi ved, at der er en forureningssag, men det må være myndighederne, der skal vurdere sagen, siger selskabets direktør Jette Larsen.

Hjørring Kommune oplyser, at ulykken nu er meldt til forsikringsselskaberne, og at placeringen af ansvaret er et juridisk anliggende.

Ifølge Nordjyske Stiftstidende har fiskerivirksomhederne i Hirtshals mistet et tocifret millionbeløb på produktionsstoppet.

Sarfaq Ittuk opholdt sig på værftet Wätsilä på grund af vedligehold, oplyser Arctic Umiaq Line.