Sara Olsvig: De unge skal lære om solidaritetens betydning

Inuit Ataqatigiits formand Sara Olsvig kalder 1.maj for den dag, hvor vi sætter fokus på arbejderbevægelsens kerne; solidaritet.
Skrevet af Karsten Sommer
01. maj 2015 17:34

- Vi skal værne om disse værdier, og de skal fremmes allerede i børne- og ungdomsårene så vores fremtidige generationer forstår og benytter sig af disse solidariske værdier, siger Sara Olsvig i sin 1.maj udtalelse.

Derfor opfordrer hun SIK til at gøre mere for at udbrede arbejderbevægelsens værdier og viden til de ældste klasser i folkeskolen og unge under uddannelse.

- Vi skal have sået solidariteten blandt vores unge, så denne værdi også fremover bliver en kerneværdi i vores samfund.

Samtidig kritiserede hun Naalakkersuisut for at gøre for lidt ved uligheden i vores samfund.

- Uligheden er stigende og vi har et Naalakkersuisut som indtil videre ikke mærkbart vil gøre noget ved denne ulighed. Tværtimod vil den foreslåede førtidspensionsreform, flytte flere folk til usikre vilkår på et arbejdsmarked, som ikke er klar til at tage imod dem, skriver altså Sara Olsvig.