SAR-operation: Mand forsvandt i fjeldene bag Paamiut

I aftes igangsatte Grønlands Politi en SAR-eftersøgning efter en mand fra Paamiut. Her til morgen kom han hjem i god behold.
Arktisk Kommando
Her til morgen, fredag, fik politiet fat i en helikopter fra Arktisk Kommando til at hjælpe med eftersøgningen. Foto © : Arkivfoto: Paarnaq Hansen / knr
04. august 2023 12:20

To unge mænd havde begivet sig ud på en vandretur i nordlig retning fra Paamiut i går, men hen på aftenen kom den ene mand alene tilbage.

De var blevet væk fra hinanden på grund af tæt tåge, og den unge mand var gået tilbage til Paamiut for at tilkalde hjælp.

Det oplyser Grønlands Politi til KNR.

Politiet igangsatte herefter en SAR-eftersøgning, og frivillige var også med til at lede efter manden i løbet af natten. Her til morgen, fredag, fik politiet fat i en helikopter fra Arktisk Kommando til at hjælpe med eftersøgningen.

Men i dag klokken 09.25 ringer den eftersøgte mands far til politiet. Han bor i udlandet og havde fået et opkald fra sin søn om, at han var hjemme igen.

- Vi har ikke talt med ham selv endnu, men det vigtigste for os er, at han er kommet tilbage og har det godt, siger Ole Hald, vagtchef ved Grønlands Politi.

Han kommer også med en klar opfordring til andre, som bevæger sig ud af byen på vandretur eller lignende.

- Han havde ikke en telefon eller andet med sig, og det er en stor opfordring herfra, når man bevæger sig på vandretur, så man kan tilkalde hjælp. Det er heldigvis endt godt, siger han.

Grønlands Politi har indstillet eftersøgningen og mangler nu blot at tale med den unge mand selv for at finde ud præcis, hvad der skete.