SAR-operation i gang i Tasiilaq
En mand i 40’erne er søndag aften blevet meldt savnet i Tasiilaq. Manden er sidst set, da han kørte ud på sin slæde søndag.
Myndighederne har derfor igangsat en SAR-operation, hvor både Arktisk Kommando og Grønlands Politi leder efter ham.
- Vi har sat et fly ind, der skal eftersøge et stort område, der er den eftersøgtes mulige rute, siger Malik Olesen, der leder eftersøgningen.
Udover flyet er der også snescootere ude og lede, fortæller Malik Olesen.
Manden er sidst set omkring klokken 13.30 søndag, hvor han kørte på is i et fjordsystem. Derfor leder flyet i et stort område, hvor der både er is og fast terræn.
Gav ikke lyd fra sig
Manden skulle efter planen være ankommet til bygden Tiilerilaaq nord for Tasiilaq søndag aften omkring klokken 20, men dukkede aldrig op eller gav lyd fra sig. Derfor meldte mandens pårørende ham savnet.
Og så snart, det blev lyst nok, begyndte eftersøgningen, fortæller Malik Olesen.
- Meldingen fra challengerflyet er, at der er god sigtbarhed fra luften, men vejret er noget, vi er opmærksomme på. Fordi vi også har folk på jorden på scootere, siger han.
Det er anden gang på blot få dage, at en SAR-operation bliver i gang sat i Tasiilaq. Lørdag var det to mænd på snescootere, der havde brug for hjælp. De to mænd var kørt fast i sneen på indlandsisen.