Samisk journalistpris uddelt

En programserie om klimaforandringer blev i november hædret med en ny samisk journalistpris.
19. januar 2010 09:52

En helt ny samisk journalistpris blev uddelt i november. Den gik til søskendeparret Samuel og Mariela Idivuoma for deres programserie om klimaforandringer kaldet: 'Det nya vädrets offer'. Det skriver SVT - Sveriges Television - på deres hjemmeside.

- Det var overrumplende, meget glædeligt og en ære at få prisen, siger Samuel Idivuoma, reporter på SVT Sápmi i Kiruna.

Programmer handler om, hvordan klimaforandringerne ændrer livsbetingelserne for de forskellige oprindelige folk i Arktis. I december blev de seks programmer blandt andet også vist her på KNR under titlen 'Klimaets ofre'.

I sin begrundelse for at uddele prisen skriver juryen blandt andet, at programmet har et tydeligt sprog og gode billeder. Desuden roser de, at historien bevæger sig mellem den nye tids liv og gamle traditioner. Den overgang viser, hvordan valget mellem de to livsformer påvirker folks liv, skriver juryen.

Prisen er på 30.000 norske kroner og er stiftet af sameredaktionerne på norske NRK, finske YLE, Sveriges Radio og Sveriges Television.