Salmony ikke tilfreds med Selvstyret

Den fyrede retschef Andreas Salmony er ikke tilfreds med den behandling, han har fået af Selvstyret i forbindelse med den advokatundersøgelse, departementchef Svend Hardenberg bestilte i forbindelse med den store polemik omkring Salmonys afskedigelse.
Skrevet af Peter Troelsen
12. september 2013 09:10

Andreas Salmoni har flere punkter, hvor han føler man har offentliggjort en fejlbehæftet undersøgelse fra Selvstyrets side. Desuden havde Salmony regnet med at få forelagt rapporten inden offentliggørelsen.

 -Det er med undren jeg så, at Selvstyret valgte at offentliggøre resultatet af Advokatundersøgelsen uden at forelægge mig rapporten og konklusionerne på forhånd, eller indhente mit samtykke til at offentliggøre undersøgelsen, skriver Andreas Salmony i en meddelelse til pressen.

Det var ikke med Andreas Salmonys medvirken advokaternes rapport blev udarbejdet. Salmony valgte ikke at deltage i advokaternes granskning af sagens akter.

-Jeg fandt det ikke betryggende at deltage i undersøgelsen på de præmisser, jeg blev budt. Efter min opfattelse var der ikke sikkerhed for, at det ville blive en uvildig og objektiv redegørelse. Og når jer ser undersøgelsen må jeg konkludere, at rapporten er et partsindlæg, der er behæftet med fejl både for så vidt angår det faktuelle grundlag og dens konklusioner, meddeler Salmony.

Et af ankepunkterne fra advokaterne var Andreas Salmonys alder, som jo ellers var Selvstyret bekendt da han i sin tid blev ansat i stillingen som retschef. 

-Jeg er uenig i, at man kan lægge mig min alder til last, ligesom der intet grundlag er for at beklikke min faglighed. Jeg står ved min rådgivning og mener, at den har været korrekt. I samråd med min faglige organisation DJØF har jeg indgået en aftale om vilkårene for min fratræden fra Selvstyret, og jeg har ikke flere kommentarer til sagen, slutter Salmony sin pressemeddelelse.