Saligaatsoq rydder op for 6. år i træk

Igen i år står juni måned i oprydningens tegn, når den traditionsrige Saligaatsoq oprydningsdag finder sted.
Billede fra tidligere "Store oprydningsdag". Foto © : Helle Nørregaard
Skrevet af Inge S. Rasmussen
01. juni 2016 06:23

For første gang skal der i år også ryddes op i havet. I Nuuk vil et hold dykkere rydde op i vandet ud for Kolonihavnen oplyser CSR Greenland, der koordinerer arrangementerne.

De finder sted på forskellige datoer flere steder på kysten, hvor en lang række virksomheder giver medarbejderne fri til at indsamle skrald omkring arbejdspladsen og i byerne.

Sponsorer sørger for at der er handsker og sorte sække til de mange plastikflasker, cigaretskod og andet skrald der skal fjernes.

Saligaatsoq arrangementer begynder i Tasiilaq den 7. juni, i Ilulissat og Paamiut den 8. juni samt i Sisimiut og Nuuk den 14. juni. Virksomheder der vil deltage kan finde lokale kontaktpersoner på facebook-siden Saligaatsoq.

I Nuuk åbnes dagen med en tale af naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Energi, Mala Høy Kúko. Det sker i Katuaq den 14. juni klokken 13.30.