S: Regn med os, hvis I har en plan

Naalakkersuisut har ved indgangen til det politiske efterår understreget, at man vil gå efter brede forlig bag forestående reformer af blandt andet transport- og skattepolitikken. Landets store oppositionsparti tager imod invitationen, men Siumut kræver langt flere svar på bordet, end formand Kuupik Kleist i sin åbningstale lagde frem.
Skrevet af Mads Fisker
20. september 2011 17:52

Sådan lød det her i eftermiddags under åbningsdebatten i Inatsisartut.

- Jeg synes ikke, at åbningstalen er visionær nok, og jeg savner løsninger og konkrete forslag til, hvordan man har tænkt sig at bringe os ud af den krise, vi er havnet i, siger Siumuts leder, Aleqa Hammond.

Hun ser frem til at få flere af de efterlyste svar på bordet under efterårets debatter, og uden endnu at gå mere i detaljer understreger Aleqa Hammond, at man fra Siumuts side på ingen måde har tænkt sig at stille sig hen i et hjørne.

Tværtimod har partiet klar interesse i at blive en del af forligskredsen bag de annoncerede reformer af blandt andet skatte- og transportpolitikken, lyder det.

- Jeg tror, at det er meget vigtigt, at Naalakkersuisut ser mere på, hvordan vi skaber vækst blandt andet igennem råstofområdet. Hvis de har en plan for, hvordan vi får gang i økonomien, kan de regne med brede forlig, siger Aleqa Hammond.

Formanden for Naalakkersuisut understregede op mod weekenden vigtigheden af netop brede forlig, da kommissionernes anbefalinger er vidtgående og har lange tidshorisonter, og ovenpå dagens åbningsdebat vurderer Kuupik Kleist mulighederne for at være gode.

Han ser Siumuts kritik af indtil videre manglende svar på de økonomiske udfordringer som naturlig signalpolitik.

- Jeg tror, at der på de meget store linier er forholdsvist sammenfaldende interesse mellem partierne i Inatsisartut. Det er jo traditionelt sådan, at man forsøger at skærpe sin profil under åbningsdebatten, og sådan er det også i dag. Men jeg tror, at de fleste har indset, at skal vi gennemføre de helt store reformer, som er strengt nødvendige - det har alle også indset - så skal det ske med så bred opbakning som overhovedet muligt. Ellers kan vi ikke gennemføre det fornuftigt, siger formand for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist.

Som det andet oppostionsparti ville vi gerne have nået at få Atassuts reaktion på formanden for Naalakkersuisuts åbningstale med, men den var partiets Siverth K. Heilmann fortsat i gang med at fremføre fra talerstolen ved redaktionens afslutning. Vi håber i stedet, I fulgte med i radio eller på tv.