Søværnet bryder isen for fragtskibe

Den fortsat bidende kulde i det meste af landet fryser vandene og forhindrer skibe i at nå frem til en lang række byer og bygder. Udover aflyste anløb sejler Royal Arctic Line mange steder med store forsinkelser, oplyser rederiet.
Skrevet af Mads Fisker
12. marts 2012 14:27

Værst ser det ud i Diskobugten, hvor vinterisen nu har lagt sig endnu mere fast. RAL forventer således ikke at kunne nå frem til hverken Aasiaat, Qasigiannguit eller Ilulissat den kommende uge.

Søværnets skibe baner flere steder i Midt- og Sydgrønland vej gennem isen, så visse byer og bygder kan blive forsynet. Knud Rasmussen bryder isen for Arina Arctica, som på den måde forventes at kunne lægge til i Sisimiut og Maniitsoq. Bygderne på hele strækningen er dog umulige at anløbe som situationen er nu, oplyser Royal Arctic Line.

I syd agerer Hvidbjørnen isbryder, og efter at have hjulpet rederiet ind til Narsarsuaq, bryder Søværnets skib i denne uge en rende ind til Igaliko. Eneste bygd i syd, man ikke vil kunne nå frem til, er Qassiarsuk, lyder det.

På vestkysten gælder det altså Napasoq, Atammik, Kangaamiut, Qeqertarsuatsiaat, Kapisillit, Itilleq, og Sarfannguit, der indtil videre må se langt efter næste anløb.