Søsterpartier melder om fuld enighed

Socialdemokraterne og Siumut underskrev i dag en ny samarbejdsaftale og glattede rynkerne ud.
Skrevet af Martine Lind Krebs
19. august 2011 15:18

Der var store smil og krammere, da Socialdemokraterne og Siumut i dag holdt møde om deres fremtidige samarbejde. Og alle uenigheder er væk ud, forsikrer begge partiers formænd.

- Som vores samarbejdsaftale viser, har vi stor enighed om arktiske spørgsmål og også stor forståelse af, at de arktiske spørgsmål kommer til at spille en endnu større rolle de kommende år. Og der vil vi have en tæt kontakt og samarbejde, sagde Helle Thorning Schmidt, der i dagens anledning bar en halskæde af narhvalstand.

I sidste måned skrev Siumuts folketingskandidater et åbent brev til Socialdemokraternes formand, hvori de andet kritiserede socialdemokraterne repræsentant i Europa-Parlamentet Dan Jørgensens udmeldinger i forhold til olieeftersøgning, sælimportforbuddet i EU og hvalfangst. Men Helle Thorning-Schmidt var i dag fuld af forsikringer.

- Jeg tror ikke, der er uenighed mellem Siumut og Socialdemokraterne på de her spørgsmål. Olieudvinding er et grønlandsk spørgsmål. Der er en undtagelse for inuitsæl i aftalen i EU, og det synes vi ikke engang er tilfredsstillende – vi vil gerne have aftalen ophævet. Og  vi har længe ment, at bæredygtig hvalfangst, som den i Grønland, bør selvfølgelig tillades, siger Helle Thorning-Schmidt.

Og derfor står samarbejdsaftalen mellem Siumut og Socialdemokraterne uændret.

- Jeg er 100 procent sikker på, at en socialdemokratisk ledet regering bliver en regering, som kommer til at finde arktiske emner meget mere vigtige end den nuværende regering, og jeg er sikker på, at det kommer til at komme Grønland til gavn, siger Siumuts formand Aleqa Hammond.

Partiets spidskandidat ved det kommende folketingsvalg, Doris Jakobsen, var også med ved mødet. Og også hun er nu helt rolig i forhold til Socialdemokraterne nu.

- Der er flere emner, som vi er blevet enige om, så det er meget tilfredsstillende, siger hun.

Og selv om Socialdemokraterne tidligere har meldt ud, at de ikke er herre over, hvad Dan Jørgensen i EU mener, så foruroliger det ikke Doris Jakobsen.

- Vi bekymrer os ikke om det kommende samarbejde med Socialdemokraterne. Deres formand bekræfter, at de vil støtte os 100 procent i et kommende samarbejde, og vi fornyer hermed samarbejdsaftalen, siger hun.

Socialdemokraterne støtter desuden Siumuts krav om en officiel undskyldning for de tvangsflyttede børn, fra 1951, dansk finansiering af den grønlandske præst i Danmark, forbedrede rettigheder for de juridiske fædreløse samt partiets ønske om, at Grønland i fremtiden skal løsrive sig fra Danmark og blive til en slags free association.

Ordlyden i samarbejdsaftalen har imidlertid ikke ændret sig.