Sydgrønland: Borgmester hyldede frivillige i nytårstale

Mineselskaberne skal have deres udnyttelsestilladelser for at få skabt flere arbejdspladser, siger borgmester Kiista P. Isaksen i årets nytårstale.
Borgmesteren hyldede frivillige initiativer uden om kommunen i sin nytårstale og sagde, at det betyder meget for det sydgrønlandske samfund. Foto © : Kommune Kujalleq
Skrevet af Merete Lindstrøm
05. januar 2020 14:39

Borgmester i Kommune Kujalleq Kiista P. Isaksen roste i sin nytårstale borgerne i kommunen for at være med til at udvikle kommunen. Og så pegede hun på, at der skal vind i sejlene for at udvikle landbrug og råstofindustri.

Borgmesteren nævnte flere borgere ved navn for deres frivillige indsats med forskellige projekter, og understregede vigtigheden af frivillighed som middel til at skabe værdi og styrke fællesskabsfølelsen i kommunen.

Borgmesteren pegede også på, at hun ønsker en grundlæggende reform indenfor landbrug og udarbejdelse af en klar landbrugspolitik, og ikke mindst en lovgivningsmæssig tilpasning af erhvervet. 

LÆS OGSÅ Nyt erhvervsudviklingsselskab i Kommune Kujalleq

- For det er på tide, at vi udnytter vore egne ressourcer og øger indsatsen omkring selvforsyning, således at Sydgrønland styrker sig som Grønlands spisekammer til gavn for alle, sagde hun. 

Hun nævnte også en aftale med direktøren og fabrikschefen hos Neqi om at starte et tættere samarbejde med henblik på at skabe helårsbeskæftigelse i Neqi A/S i Narsaq.

Store forventninger til lufthavn

Selvfølgelig blev lufthavnspakken også nævnt. Ifølge borgmesteren vil Sydgrønland bliver mere tilgængelig med lufthavnen, og det vil åbne for ny udvikling inden for turisme og andre erhverv.

LÆS OGSÅ Kujalleq forhøjer bevilling til byggeri

Kommunen vil gøre alt for at sikre mineselskaber en udnyttelsestilladelse, da mineraludvinding i Sydgrønland vil skabe arbejdspladser.

Og så var der tid til lidt mere filosofiske tanker i talen. Med en hilsen til medarbejdere i kommunen, samarbejdspartnere og frivillige citerede hun sangeren Ulf Fleischer:

”Så længe der er i vilje inde i mig, er målet ikke umuligt, og så længe jeg møder venlighed, føles mine problemer forsvundet. Lad os sprede det, vi er ved at finde, til landet her og dets folk, smil hvis du er enig med mig, og du vil føle det også i din krop".

- Jeg takker for de dybe tanker i teksten, og vi tager nu de første skridt i det nye år, med fornyede kræfter, som vi fik fra arbejdets frugt fra det forrige år, lød det til slut fra borgmesteren.

Se og hør hele talen her:

Se borgmesterens nytårstale her, KNR 01.01.2020