Søndag med sundhed og selvforsvar

D. 11. august fra kl. 12.00 og tre timer frem har indbyggerne i Nuuk, hvis de er fyldt 15 år, muligheden for at stifte bekendtskab med selvforsvar, kampsport og kampkunst. Det er Kyusho Klubben der står for arrangementet, der foregår på USK skolen i gymnastiksalen.
Skrevet af Peter Troelsen
07. august 2013 04:22

Det er lykkedes for klubben at få en af verdens absolut bedste instruktører i kampkunst til at stille op som instruktør i søndagens træningsseminar, og det garanterer deltagerne instruktion på allerhøjeste plan. Karsten Dam er navnet og hans meriter er imponerende. Blandt bedrifterne kan nævnes at Karsten Dam er 5. dan i både Pernambuko Karate og Kyusho Aiji Jutsu og anerkendt verden over for sine evner som instruktør.

Træningsseminaret afvikles under navnet ”Tanngai – sundhed er selvforsvar” og ud over gæsteinstruktøren er der også instruktion at Jane Lyngvig og den lokale kyusho-forkæmper Søren Thestrup. Deltagelsen er gratis, da det er lykkedes arrangørerne at få finansiering fra Helene og Svend Junges Fond.