Særlig klageadgang sløjfes

Et ændringsforslag til Råstofloven fjerner særlig klageadgang og indskrænker muligheden for at søge aktindsigt.
23. juni 2014 07:46

Slut med særlig klageadgang og aktindsigter i dokumenter mellem departement for råstof og departement for natur og miljø for afgørelser under råstofloven. Det er konsekvenserne af Naalakkersuisuts ændringsforslag til Råstofloven.

Begrænsningen af muligheden for at begære aktindsigt inden for råstofområdet begrundes med, at der ofte vil være behov for at udveksle ikke-færdige-arbejdede samt fortrolige dokumenter mellem departementerne, som af forskellige grunde ikke skal offentliggøres.

I forhold til klageadgangen er der ikke givet nogen begrundelse for, hvorfor den falder ud.

IA's Naaja Nathanielsen har selv kæmpet for at få indført en klageadgang, og hun er fortørnet over, at man uden videre forklaring har skrottet den.

- Jeg synes jo, det er lusket. Det virker jo som om, man prøver at snige det igennem i stedet for at tage en åben diskussion om, hvorfor er det, man gør det. Så kunne vi tage en dialog om det. Men bare at drukne det i en masse andet, synes jeg simpelthen er ufint, siger Naaja Nathanielsen.

Jens Hesseldahl, der er chefkonsulent for juridisk afdeling, forklarer, at afskaffelsen af klageadgangen egentligt bare er en normalisering af området, så det kommer til at ligne de øvrige departementer. Man har stadig mulighed for at klage, der bliver bare ikke nogen specifik klageadgang. Hesseldahl forklarer også, at han ikke kan mindes, at klageadgangen nogensinde er brugt.

Ikke desto mindre undrer Naaja Nathanielsen sig stadig over, hvorfor man har valgt at fjerne klageadgangen uden anden forklaring end: 'Paragraf 3A og B udgår'.

Hun synes ikke, at Siumut selv lever op til deres efterlysninger af åbenhed inden for råstofområdet:

- Jeg var en af dem, der kæmpede meget for, at vi fik en klageadgang ind i råstofloven i sidste valgperiode, og nu fjerner man den uden et ord. Det er meget mærkeligt, og nu glæder jeg mig til at høre de argumenter, man kommer med fra Naalakkersuisuts side, fordi lige nu har jeg meget svært ved at få øje på dem.