Sælpelse er blevet umoderne

Sælfrakken er ikke så moderne som den var for 10 år siden. Og krisen har også en del af skylden for afmatningen inden for sælskindsbranchen, mener dansk modeekspert.
Skrevet af Martine Lind Krebs
05. marts 2012 10:28

Det er ikke kun EU’s importforbud, der er skyld i Great Greenlands nedtur. Også finanskrisen og modebranchen har en del af skylden. Det siger den danske modeekspert Jim Lyngvild, der selv er en varm fortaler for sælskind.

- Jeg ser desværre ikke ret mange sælskind på modeshows, siger Jim Lyngvild, der er designer og fotograf og modekommentator for Ekstra Bladet.

Jim Lyngvild mener, at et af problemerne for sælskindsproducenterne er, at sælpelsen falder ned mellem to stole.

- Sæl har altid været for dem, der havde lidt, men ikke ville bekoste 80.000 kroner til en minkjakke. Så købte man en sælskindsjakke i stedet for. Men de har ikke noget i dag. Det er dem, finanskrisen har ramt rigtig hårdt, siger han.

Også direktør for Great Greenland Lars Berg skyder en del af skylden på krisen.

- Der er jo en afmatning omkring forbrugernes køb af luksusprodukter.

- Men det er også katastrofalt, det tab, der har været på det europæiske marked, efter det her forbud er kommet, siger han med henvisning til EU's sælimportforbud, der blev indført i 2007.

Jim Lyngvilds råd til Great Greenland er boliginteriør.

- Jeg tror, sælskind har en stor platform ved at brande sig som hjemmets indretning. For sælskindsjakken er ikke så moderne, som den var for ti år siden. Men i indretningen tror jeg, at man kunne nå rigtigt langt, siger han.

Great Greenlands nedgang har været markant. I 2004 solgte virksomheden 115.000 skind, i 2011 var det tal på 26.000.

Ifølge Lars Berg arbejder virksomheden dog hen mod et sort tal på bundlinjen fra 2013. En af strategierne er et salgsfremstød i Kina.