"Sæler og hvaler er hellige dyr i Danmark"

Det siger den danske sælekspert Thyge Jensen, der ligesom danske fiskere mener, Danmark skal ophæve fredningen af den danske sælbestand.
Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
19. februar 2014 04:32

Danske fiskere har længe klaget over at sælerne spiser for mange af deres fisk. En problematik som også grønlandske fiskere kan nikke genkendende til.

Thyge Jensen mener ligefrem, at det er direkte uanstændigt, at Danmark lader sælbestanden vokse år for år uden at regulere den.

For når bestanden vokser, så bliver sælerne med intervaller på 10 til 15 år ramt af en epidemi, der udrydder halvdelen af dyrene, som de fleste danskere primært opfatter som søde og nuttede, som man helst ikke vil dræbe.

- Jeg mener, det er en direkte uanstændig måde at forvalte vores sælbestand på. Det er trods alt en stor ressource, som man kunne fastsætte en årlig kvote på og lade professionelle jægere skyde dem. Så ville vi kunne bruge kødet og sælge skindet, siger Thyge Jensen til DR.

- Vi har jo helt styr på sælbestanden i Danmark og ved, hvor mange der findes. Og dér kan man nemt lave en kvote om efteråret og udnytte resourcen, i stedet for at de skal ligge og rådne op på strandene hvert 14. år. Men problemet er jo, at sæler og hvaler er "hellige" dyr i vores kulturkreds, siger Thyge Jensen, der i stedet gerne så, at danske politikere tog fiskernes råb om hjælp alvorligt og arbejdede på at ophæve fredningen.

Men han tvivler på, at der kan skaffes opbakning til det - netop på grund af danskernes romantiske forhold til det lille pelsdyr.

- Efterhånden bliver vi dummere og dummere og mere fremmedgjorte over for naturen, slutter Thyge Jensen sin svada til danskerne.