Sådan ser Grønland ud i fremtiden

Måske det bliver arkitekturen, der skal komme med svarene på hvordan fremtidens Grønland skal se ud. Et række grønlandske og danske arkitektfirmaer vil i al fald forsøge gennem de kommende måneder. Og deres bud bliver næste år vist frem for omkring 170.000 mennesker på verdens største og mest anerkendte arkitekturudstilling i Venedig.
09. november 2011 12:16

Hvordan skal Grønland i fremtiden indrettes? Og hvordan går vi som samfund de udfordringer i møde, som er og er på vej - inden for klima, infrastruktur, erhvervsudvikling, uddannelse osv.? Det er den slags store spørgsmål, som projektet 'Future Greenland' handler om at få besvaret.

- Og så kan du spørge: Hvad har det med arkitektur at gøre?Jeg tror, mange oplever arkitektur som sådan noget med at bygge nogle pæne huse til nogle velhavende mennesker. Men arkitekter arbejder jo meget bredere, siger direktør for DAC - Dansk Arkitektur Center, Kent Martinussen.

- Vi har blandet grønlandske og danske arkitekter og også ingeniører og entreprenører i et forsøg på at sige: Hvordan kunne det grønlandske samfund komme til at se ud? Hvordan kunne man selv og ens børn komme til at leve om 10-20-30 år? Og det kræver, at der bliver skabt billeder. Og arkitekter skaber billeder af samfundets udvikling, fortsætter Kent Martinussen.

Det er ham, der har fået idéen til at Grønland skal være emnet for projektet, som DAC er tovholder for og Minik Rosing hovedkurator for.

- Vi har de sidste tre år kigget på Grønland, fordi der sker så meget spændende i Grønland. Og ikke for at fremhæve os selv, men vi vil også gerne bidrage til at gøre udviklingen tydeligere, bedre og bedre til at tage debatten om det, forklarer Kent Martinussen.

Og hvordan skal en flok arkitekter så gribe det an? Til en start har den danske del af holdet taget på workshop i Nuuk i denne uge for at blive klogere på Grønland og for at møde deres grønlandske kolleger.

I sidste ende skal arkitekterne så omsætte deres visioner for Grønland til modeller, måske videoer og måske endda en tegneserie. Og alt sammen bliver Danmarks officielle bidrag til verdens største og mest anerkendte arkitekturudstilling, Den Internationale Arkitekturbiennale i Venedig næste år.

Men hvor meget betyder arkitektur egentlig for udviklingen af et land som vores, spurgte vi Kent Martinussen om?

-  Arkitektur kan skabe bedre livsbetingelser. Vi ved fx at når man får adgang til bad og toilet, så stiger ens sundhed kolossalt, og børnedødeligheden falder. Men arkitektur handler også om livskvalitet. Nu står vi jo selv her i et dejligt hus, hvor der kommer 100.000 mennesker om året. Og det gør de jo ikke kun fordi, der foregår noget spændende her, men også fordi det er et rart sted at være og drikke kaffe og snakke og møde hinanden. Det er en mødeplads. Så arkitektur er også det, der sætter rammen for, hvordan vi lever med hinanden.

Og hvordan vil DAC-direktøren så beskrive arkitekturen i Grønland?

- Jeg vil beskrive den som først og fremmest interessant. Og det betyder at den i forhold til mange andre lande har en meget komprimeret historie, hvor rigtig meget er sket på meget kort tid. Nogle af højdepunkterne i grønlandsk arkitektur er tørvehytten, det fine træhus, men faktisk også Blok P og nu de nye tårne i Nuuk. Og når vi har været i gang med alle arkitekterne, så tror jeg, vi kommer til at se en femte og ny måde at bo på, slutter  Kent Martinussen.

DAC har udvalgt i alt 6 grønlandske og 7 danske arkitektvirksomheder til at deltage i projektet 'Future Greenland', der altså løber over de næste mange måneder og slutter med udstillingen på bienallen i Venedig til næste efterår. Herefter er planen at udstillingen skal vises både i Danmark og Grønland.