Sådan bytter du julegaverne

Det sker hvert år, at man får en eller flere julegaver, der ikke lige var det, man havde haft hede drømme om. Vi tager det alle samme for givet, at gaverne efterfølgende kan byttes, men til stor overraskelse for mange er det ikke noget, vi har krav på. Heldigvis giver butikkerne meget ofte mulighed for at bytte den fejlslagne gave.
Skrevet af Peter Troelsen
05. december 2012 04:48

Udgangspunktet er, at kunderne ikke har bytte- eller fortrydelsesret på deres køb. I hvert fald ikke i lovmæssig forstand. Det er dog stort set umuligt at opdrive en butik, der ikke giver deres kunder mulighed for at fortryde deres indkøb eller få byttet en gave, der ikke passer eller ikke var sagen.

-Det er ren og skær service fra butikkernes side, at de bytter varerne efter jul. Til gengæld er det ofte ret forskelligt, hvor lang tids bytteret butikkerne giver deres kunder. Det kan variere fra 8 dage til en måned eller måske endnu længere. Det vil altid være en rigtig god ide at spørge i butikkerne, om varerne kan byttes efter jul og i bekræftende fald, hvor lang tid bytteperioden varer, fortæller forbrugerkonsulent Malene Lynge fra Forbrugerrådet.

Under alle omstændigheder er det en god ide at gemme kvitteringen på de varer, man køber som gaver. Mange forretninger forlanger at se kvitteringen, inden de bytter de varer, de solgte inden juleaften. Der er dog også rigtigt mange butikker, der forsyner gaverne med et byttemærke, hvor der står, hvornår varen kan byttes.

-Kunderne skal også huske at få deres kvittering med fra butikken igen, efter varerne er blevet byttet. Det kan jo være, at der senere skal reklameres over varen, hvis den ikke fungerer efter hensigten. Reklamationsretten gælder i 2 år fra købstidspunktet, men kunderne bør altid reklamere lige efter, de har fundet fejlen på deres produkter, siger Malene Lynge til knr.gl.

Læs mere om reglerne her:

http://www.atuisoq.gl/da/Artikler/2012/Fortrydelsesret

http://www.atuisoq.gl/da/Artikler/2012/Kend-din-koebelov