Så stiger huslejen igen hos INI

Lige i disse dage modtager mange lejere i A/S boligselskabet Inis udlejningsboliger besked om, at huslejen stiger igen fra nytår.
Skrevet af Karsten Sommer
30. september 2013 09:26

Huslejestigningerne vil variere afhængig af boligernes kvalitet. Nogle lejemål får huslejestigninger på helt op til 10 procent.

Det skriver Sermitsiaq.AG i dag.

- Vores lejere modtager i disse dage brev om, at huslejen stiger fra 1. januar, fortæller kommunikationschef i Ini, Else Løvstrøm, til netavisen

Huslejestigningerne kommer for at tilpasse huslejerne de faktiske omkostninger.

- Der har været prisstigninger hos flere af vores leverandører, som vi er nødt til tage højde for. Og der skal også være penge til vedligeholdelse af boligerne, siger Else Løvstrøm.

Boligselskabet har inddelt sine udlejningsboliger i fire forskellige kategorier, afhængig af boligernes kvalitet.

- De dårligste boliger stiger med 2 procent i husleje, mens de bedste boliger kan stige med 10 procent. Men det er meget få boliger, der rammes af 10 procent-stigningen, beroliger Else Løvstrøm.