Så er det tid til solfest

Så er det i morgen søndag solen kigger frem efter mørketiden i Ilulissat. Det sker, om vejrguderne vil, ved 13-tiden. Så skal danseskoene kridtes til når kulturhuset Sermermiut åbner dørene for alkoholfri solfest.
Skrevet af Noah Mølgaard
12. januar 2013 08:25

Mange mennesker begiver sig ud til Holmens Bakke syd for Ilulissat i morgen søndag for at hilse solen velkommen tilbage. Solen gik ned i horisonten den 26. november og solens tilbagekomst bliver fejret hvert år.

Der bliver sunget sange med solen som tema inden folk tager tilbage til byen. Solfesten fortsætter i kulturhuset Sermermiut om aftenen, hvor der er forskellige former for underholdning.

- Vi har fundet ud af, at der er stor interesse for alkoholfrie arrangementer. Der kommer rigtig mange mennesker, når der bliver afholdt den slags arrangementer i kulturhuset, siger lederen af idrætshallen og kulturhuset Sermermiut Sven Damgaard til KNR.gl.

Der bliver musikalsk indslag med gruppen Kalak Jazz, TV3, Erneeraq Siegstad, sangtalentet Sandra og Baabi.

Elever på socialpædagogisk seminarium vil også lave underholdning med et såkaldt skyggespil.

- Det er ikke første gang vi fejre solens tilbagekomst i Sermermiut og der plejer at komme mange mennesker i alle aldre, siger Sven Damgaard.