Ryanair trodser askeskyen

I et forsøg på at bevise, at askeskyen fra Island ikke er farlig, har det irske lavprisluftfartsselskab Ryanair i dag sendt et fly gennem det skotske luftrum, hvor myndighederne siger, at der er høje koncentrationer af aske.
24. maj 2011 08:45

Det irske selskab, der var en indædt kritiker af luftfartsmyndighedernes beslutning om at lukke store dele af det europæiske luftrum på grund af askeskyen sidste år, siger i en erklæring, at flyet på intet tidspunkt var i fare.

- Der var ingen synlig vulkansk aske og ingen spor efter vulkansk aske på flyet, hverken på dets vinger eller i dets motorer, hedder det erklæringen fra Ryanair, som også har fået skriftlig dokumentation fra flyets producenter.

Ryanair siger efter dets flyvning, at den røde zone, der er indført i det skotske luftrum, ikke eksisterer.