Russisk oppositionspolitikers tilstand er fortsat kritisk

De russiske myndigheder afviser, at Aleksej Navalnyj er blevet forgiftet.
Den 44-årige fremtrædende kritiker af Ruslands præsident, Vladimir Putin, blev ifølge sine støtter forgiftet. På det tidspunkt var han på valgkampagne i Sibirien. Navalnyj faldt om på et fly under en indenrigsflyvning torsdag i sidste uge. Foto © : Maxim Zmeyev/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
28. august 2020 11:57

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs tilstand er fortsat kritisk, og han er stadig i koma, oplyser hans talskvinde, Kira Jarmysj.

Han er indlagt på et hospital i Berlin.

Den 44-årige fremtrædende kritiker af Ruslands præsident, Vladimir Putin, blev ifølge sine støtter forgiftet. På det tidspunkt var han på valgkampagne i Sibirien. Navalnyj faldt om på et fly under en indenrigsflyvning torsdag i sidste uge.

Navalnyj blev lørdag fløjet til Berlin for at blive behandlet på universitetssygehuset.

Forbundskansler Angela Merkels talsmand, Steffen Seibert, sagde mandag, at det tydede på en forgiftning.

- Mistanken er, at Navalnyj blev forgiftet, da der i den nylige russiske historie desværre har været adskillige af sådanne formodede sager, sagde Seibert.

LÆS OGSÅ Putin-kritikeren Navalnyjs tilstand bekymrer: Kunne være død

Men i Kreml afvises den påstand blankt.

EU's udenrigschef, Josep Borrell, har udsendt en erklæring, som opfordrer til, at de russiske myndigheder "uden udsættelser" indleder en tilbundsgående undersøgelse af forgiftningen af Navalnyj.

Ruslands indenrigsministerium oplyste torsdag, at det har iværksat en undersøgelse af, hvad der har gjort oppositionslederen Aleksej Navalnyj syg.