Russisk opposition: Putin-kritiker tvunget til Arktis

Putin-kritiker er sendt til nordlig base for at aftjene værnepligt. Han er politisk fange, siger opposition.
Oppositionslederen Aleksej Navalnyj betegner episoden som bortførelse og ulovlig frihedsberøvelse. Her ses Navalnyj i forbindelse med en ransagelse af hans fonds kontorer torsdag. Foto © : Dimitar Dilkoff/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
26. december 2019 14:57

En russisk Putin-kritiker er med kort varsel blevet tvangsindkaldt til militæret og sendt til en militærbase i Arktis.

Det siger den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj, der betegner det som bortførelse og ulovlig frihedsberøvelse.

Den 23-årige Ruslan Shaveddinov, der er projektleder i Navalnyjs fond til bekæmpelse af korruption, forsvandt mandag, efter at russiske myndigheder trængte ind i hans lejlighed i Moskva.

Døren var brudt op, strømmen slået fra, og sim-kortet til hans telefon ødelagt.

Tirsdag gav Shaveddinov lyd fra sig i form af et telefonopkald til sin kæreste fra en lånt telefon. Han befandt sig på øgruppen Novaja Zemlja, der ligger omkring 2000 kilometer nord for den russiske hovedstad.

I opkaldet sagde han ifølge Navalnyj, at han ikke har lov at bruge en telefon i det år, han skal være på militærbasen i nord.

Shaveddinov sagde også, at en anden soldat havde fået til opgave at holde øje med ham, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Han er på ulovlig vis blevet frihedsberøvet, skriver Navalnyj i et blogindlæg, hvor han også kalder Shaveddinov for en "politisk fange".

Vjatjeslav Gimadi, der er advokat for Navalnyjs antikorruptionsfond, siger, at der er tale om en "bortførelse", og at forsvarsminister Sergej Sjojgu og Ruslands præsident, Vladimir Putin, er direkte ansvarlige for det.

Det russiske militær fastholder, at alt er sket efter reglerne, og at Shaveddinov har undladt at aftjene sin værnepligt.

Russiske mænd i alderen 18 til 27 år skal normalt aftjene et års værnepligt. Mange finder imidlertid en måde at undgå det.

Navalnyj, der betragtes som en af de mest alvorlige udfordringer for Putin, siger, at Shaveddinov er fritaget for militærtjeneste på grund af en sygdom.

I de seneste år har russiske myndigheder flere gange lagt pres på oppositionen. Navalnyj, der har arrangeret store demonstrationer mod Putins styre, har også selv været anholdt adskillige gange.

/ritzau/AFP