Russisk forskningsskib til Arktis

Ruslands regering sender et forskningsskib til Arktis. Skibet skal underbygge landets krav på området. Et område, som blandt andre Danmark også hævder sin ret til.
Skrevet af Jette Andersen
18. juli 2010 12:45

Missionen skal vare 75 dage. Formålet med turen er at klarlægge grænserne for den russiske kontinentalsokkel.

Området ved den undersøiske bjergkæde Lomonosov-ryggen er omstridt. Både Danmark og Canada hævder ligesom Rusland at være de retmæssige ejere af de værdifulde naturressourcer i det internationale farvand.

FN skal modtage landenes ansøgninger om krav på området i 2013, mens Danmark senest året efter skal overbevise kommissionen om, at Lomonosov-ryggen er forbundet til Grønland.

Hvis det russiske forskningsskibs undersøgelser bærer frugt, vil Rusland få kontrollen med områder på størrelse med hele Vesteuropa.

Ud over Rusland, Canada og Danmark ønsker stormagter som USA og Kina at få deres del af Arktis og områdets potentielt store forekomster af eftertragtede råstoffer som olie og naturgas.

Ifølge amerikanske geologer gemmer omkring 13 procent af verdens oliereserver sig i 25 arktiske regioner, mens andelen af verdens uopdagede naturgasforekomster løber op i 30 procent.