Rusland moderniserer kampfly til operationer i Arktis

50 MiG-31-jagere, der af Nato kendes under kodenavnet 'Foxhound', opgraderes, så de fra begyndelsen af 2019 kan være klar til indsats i blandt andet ishavet nord for Rusland.
Arktis
05. januar 2015 06:44

De forbedrede kampfly vil blandt andet få nye radarer og nye bombesystemer med luft-til-luft-missiler.
 
Rusland meddelte i sommer, at det ville opruste militært i Arktis med flådefartøjer og ubåde. Og i slutningen af oktober kunne forsvarsminister Sergej Shoigu tilføje, at Rusland var ved at have fuld radardækning af den arktiske region og var ved at være klar til at kunne »imødegå uønskede gæster« på vej ind mod landets nordlige og østlige grænser.
 
Flere øer i ishavet nord for Rusland huser nu militærkaserner og -baser.
 
Og den russisks oprustning i Arktis overrasker ikke, for det gør alle landene ved Nordkalotten. Men det er et strategisk signal fra stormagten til omverdenen, siger major Lars Cramer Larsen, der er militæranalytiker ved det danske forsvarsakademi, til dagbladet Politiken.
 
Ilulissat-erklæringen

Han understreger samtidig, at Rusland sammen med Danmark, Norge, USA og Canada har tilsluttet sig Ilulissat-erklæringen, hvor landene har aftalt at løse uoverensstemmelser via international ret.
 
- Erklæringen kører tydeligt på, at landenes uoverensstemmelser skal afgøres ved forhandling - indledningsvis via bilaterale forhandlinger. Ellers gennem Havretskommissionen eller ved anvendelse af havretskonventionen, tilføjer han.
 
- Også canadierne er meget aktive på deres rettigheder i deres område. Og Danmark er det samme med hensyn til rigsfællesskabet. Canadierne har anskaffet flere patruljeskibe til issejlads. Og Danmark overvejer at få sendt en satellit til overvågning af området op. Men alle landenehar forpligtet sig til at overholde international lov, siger Cramer-Larsen.