Rusland appellerer dopingstraf

Rusland har nu officielt anket den dopingstraf, der betyder, at landet ikke får mulighed for at stille op ved OL og vinter-OL i de kommende fire år.
Wada har idømt Rusland fire års udelukkelse fra store internationale sportsbegivenheder, fordi russerne har manipuleret med dopingdata, der blev sendt til Wada fra et laboratorie i Moskva. Foto © : IOC
Skrevet af Ritzau
29. december 2019 13:17

Chefen for Ruslands Antidopingagentur, Rusada, Yuri Ganus, oplyser til nyhedsbureauet dpa, at klagebrevet fredag er blevet afsendt.

Ganus har ellers tidligere udtalt, at det er omsonst at anke afgørelsen. I hans øjne er der nemlig ikke nogen chance for at vinde sagen i retten.

Alligevel besluttede Ruslands Olympiske Komité i denne uge at sende en appel afsted i håbet om, at Den Internationale Sportsdomstol (CAS) vil komme frem til en anden og mildere dom end Wada.

Samtidig ønsker russerne at markere, at de er uenige i Wadas afgørelse. Landets sportslige topledelse mener, at der er tale om en politisk kampagne mod Rusland.

Wada har idømt Rusland fire års udelukkelse fra store internationale sportsbegivenheder, fordi russerne har manipuleret med dopingdata, der blev sendt til Wada fra et laboratorie i Moskva.

Allerede i 2015 konkluderede en rapport, at der er foregået statsstøttet dopingsnyd i Rusland.

Siden blev Rusland spærret fra både OL i Rio de Janeiro samt vinter-OL i Pyeongchang, men 169 russiske atleter fik dog lov at stille op til legene under neutralt flag.