Rusland afviser at spiontjeneste forgiftede Navalnyj

Rapporter fra undersøgende medier viser, at de mangler etiske standarder. Intet andet, mener Sergej Lavrov.
Medierne har blandt andet fået adgang til mobildata og stykket et større puslespil sammen. Deres undersøgelse har ført til, at de har navngivet de personer, der menes at stå bag giftangrebet på Navalnyj. Foto © : Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
17. december 2020 07:47

Rusland gentager på ny, at landet absolut ikke havde noget at gøre med forgiftningen af oppositionsleder Aleksej Navalnyj tidligere på året.

Det sker, efter at en undersøgelse foretaget af flere store, internationale medier i fællesskab har peget på, at det var personer fra den russiske efterretningstjeneste FSB, der stod bag.

Men det har altså ikke noget på sig, siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, onsdag.

- Alt dette er sjove nyheder at læse. Men måden, hvorpå denne nyhed bliver fremstillet, siger kun en ting: At vores vestlige partnere mangler etiske standarder, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Afdækningen fra medier som den amerikanske tv-station CNN, det tyske magasin Der Spiegel og det undersøgende medie Bellingcat viser, at FSB havde været efter Navalnyj i årevis.

Medierne har blandt andet fået adgang til mobildata og stykket et større puslespil sammen. Deres undersøgelse har ført til, at de har navngivet de personer, der menes at stå bag giftangrebet på Navalnyj.

LÆS OGSÅ Navalnyj anklager russisk spiontjeneste for drabsforsøg mod ham

De pågældende FSB-agenter "har særlig træning i kemiske våben, kemi og medicin" og har skygget Navalnyj i Rusland mindst 37 gange i de seneste fire år, skriver medierne.

Navalnyj har sagt, at hans egne folk har tjekket de oplysninger, medierne er kommet frem til. Deres konklusion er, at sagen nu er opklaret.

- Jeg ved, hvem der ville dræbe mig. Jeg ved, hvor de bor. Jeg ved, hvor de arbejder. Jeg kender deres rigtige navne. Jeg kender deres dæknavne. Jeg har billeder af dem, siger Navalnyj i en video, han udsendte mandag.

- Det er en fortælling om en hemmelig gruppe mordere fra FSB, der omfatter læger og kemikere. Den handler om, hvordan de prøvede at dræbe mig adskillige gange og næsten dræbte min kone engang, siger han.

Oppositionspolitikeren kollapsede under en indenrigsflyvning i Rusland tidligere på året. Han blev først indlagt på et russisk hospital, men siden overført til et hospital i Berlin. Han befinder sig stadig i den tyske hovedstad.

Lægerne i Berlin har konstateret, at Navalnyj blev forgiftet med novitjok, et giftstof udviklet i sovjettiden.

Navalnyj er en af de skarpeste kritikere af præsident Vladimir Putin.

Ruslands regering har gentagne gange afvist enhver antydning af, at myndighederne skulle have forsøgt at slå Navalnyj ihjel.

FSB er afløseren for KGB, der var den frygtede spiontjeneste i Sovjetunionen. FSB er Ruslands vigtigste efterretningstjeneste for indenlandsk sikkerhed.