Rune Klan lægger vejen omkring Grønland
Der er udsigt til trylleri og stand up i absolut topklasse, når den danske entertainer Rune Klan i marts måned giver prøver på sine talenter ved to shows i Grønland.

Skrevet af Peter Troelsen
Rune Klan blev for alvor kendt i den store offentlighed da han tryllede for Dronning Margrethe under fejringen af majestætens 70 år fødselsdag. Inden da var Klan mest kendt i stand up miljøet, men via sin optræden i tv blev han nærmest folkeeje i Danmark.
I Danmark har Rune Klan haft enorm succes med ”Det stribede show”, som han turnerede med i efteråret. 47 forestillinger blev det til, men Klan har besluttet at forlænge turneen med yderligere 35 forestillinger.
To af dem foregår her i landet. Onsdag d. 26. marts optræder Rune Klan på Hotel Arctic i Ilulissat og lørdag d. 29. marts går det løs i kulturhuset Katuaq i Nuuk.