Rune Kilden holder foredrag i Katuaq

I eftermiddag kan interesserede høre den inspirerende iværksætter fortælle om sit liv og sine projekter. Det foregår i kulturhuset Katuaq fra kl. 17.00.
Skrevet af Peter Troelsen
13. april 2013 07:58

Rune Kilden er et aktivt menneske, der ud over sin virksomhed også har plads i en del bestyrelser. De har alle det til fælles, at det er kreative tiltag, og det er her Rune Kilden er på hjemmebane.

-Jeg vil dels fortælle lidt om min baggrund og de projekter jeg har arbejdet med bla. Lighthouse og Pakhus 2013 på havnefronten i Aarhus. Desuden vil jeg fortælle om Scandic-hotellet i Aarhus city, som var udvikling af 230 hotelværelser og konferencefaciliteter til ca. 500 mennesker, foerklarer Rune Kilden til knr.gl.

Tilhørerne vil få mulighed for at lære Rune Kildens arbejde og arbejdsmetoder bedre at kende, hvis de lægger vejen forbi Katuaq sidst på eftermiddagen, og gå hjem med ny viden om hvordan kreative processer opstår.

-Jeg vil fortælle lidt om min alternative og kreative tilgang til projektudvikling. I mit arbejde med udvikling af nye virksomheder, arbejder jeg med udvikling gennem kreative processer. Mit arbejde er bygget op omkring at man ikke bare skal producere en vare. Man skal bygge et brand, som folk har lyst til at være en del af. Denne tilgang til mit arbejde har sikret at jeg har kunne realisere store projekter på trods af finanskrisen, fortæller Rune Kilden.