Rumforskerpar fejret i Nuuk

Grønland blev rejsemål nummer 100 for indisk astronaut.
26. september 2013 09:19

I gruppen af turister, der gæster landet, er der af og til udstikkere - gæster der har en helt anden grund til at besøge Grønland end at se på isbjerge eller besøge familie og venner.

I den gruppe af særlige turister finder man bestemt ægteparret Suresh og Geetha Kumar. De er begge rumforskere, den ene er tidligere astronaut. De besøger Nuuk for første gang som led i en særlig mission.

Parret arbejder som forskere i Indiens statslige rumforskningsorganisation. De er taget til Nuuk som led i en lang rejse, der har varet i flere årtier.

På denne rejse er Nuuk Suresh Kumars 100. rejsemål.

- Grønland er mit rejsemål nummer 100, fordi nummer 50 var Sydpolen, fortæller den indiske rumforsker, der er i starten af 50'erne.

Siden midtfirserne har han flere år taget en måned ud af kalenderen og rejst rundt i hele verden. De fleste af rejserne har den tidligere astronaut taget med sin kone og sin datter.

Projektet startede med en personlig nedtur. Som ung var Suresh Kumar og tre andre astronauter udvalgt i blandt 700 kandidater til at komme med på indiens første bemandede rumrejse i 1986 i et projekt sammen med USA. Da rumfærgen Challenger styrtede ned blev hans livs rejse aflyst.

- Det var slut med at sende en indisk astronaut ud i en rumfærge, fortæller Suresh Kumar stille.

Den unge astronaut besøgte, da hans depression var på sit højeste, et tempel. Suresh gik til sine hinduistiske guder og spurgte, hvad han havde gjort forkert, siden han ikke kom afsted på rumrejsen.

- Jeg besluttede mig i templet for at gøre en udfordring ud af det hele. Jeg besluttede mig for, at jeg skulle se så meget af kloden som muligt - hele jordkloden, fortæller den indiske forsker.

Han har ikke råd til at bo på hotel, og han vil gerne komme så tæt på de lokale som muligt. Derfor har han overnattet hos fattige mennesker i en stråhytte ude på landet i Mali. Nu overnatter han og konen i en fin nybygget lejlighed i Nuuk.

- Der blev ikke stillet nogle spørgsmål, da vi kom til Grønland. Alle var flinke og hjælpsomme. Det virker som om, at der er en stor frihed heroppe og en meget stor hjælpsomhed fra alle mennesker, siger den tidligere astronaut.

- Folk er så flinke, at jeg egentlig gerne vil omdøbe Grønland til Gudsland, siger forskeren, der mener, gud er det samme som næstekærlighed, og han mener, det går på tværs af alle religioner og mennesker.

Den indiske verdensfarer har på sin lange rejse også nedskrevet en liste med yndlingslande og lande han ikke kan lide. Mest af alt holder han af New Zealand, fordi her tager de godt imod turister, mener han. I Zambia havde Suresh Kumar mange dårlige oplevelser blandt andet med korruption i politiet.

Suresh Kumar mener, Grønland kan lære meget af New Zealands måde at tage imod turister på.