Royal Greenland vil ikke anke afgørelse

Godt nok er Royal Greenland uenig i den dom, der forleden ved Retten i Grønland gik fiskerikoncernen imod, i den såkaldte stenbiderrogn-sag, men alligevel har Royal Greenland valgt ikke at anke dommen.
Skrevet af Karsten Sommer
25. oktober 2011 11:19

Sagen handler om stenbidersæsonen 2010 hvor Royal Greenland prøvede at sikre sig en ulovlig konkurrencefordel ved at tilbyde fiskere, der indhandlede stenbiderrogn til virksomheden, en fortrinsret til indhandling af sommertorsk.

Det fik Konkurrencestyrelsen til at rejse en sag mod Royal Greenland, som i sidste uge fik Rettens ord for at den fremgangsmåde var uacceptabel.

Royal Greenland har nu analyseret dommen med sine juridiske rådgivere og har truffet beslutning om ikke at anke.

- Vores tilbud til fiskerne dengang i 2010 var ikke hensigtsmæssigt, og det erkendte vi da også selv, og fjernede tilbuddet efter blot to dage, siger Royal Greenlands administrerende direktør, Mikael Thinghuus og fortsætter:  

- Som udgangspunkt er vi ikke enige i dommen, men vi ønsker af forretningsmæssige hensyn ikke at bruge flere ressourcer på sagen.

Styrelseschef Nicolai Odgaard Jensen fra Konkurrencetilsynet var ved domsafsigelsen tilfreds med Rettens afgørelse, selvom Royal Greenland kun fik en advarsel, og ikke en egentlig bøde.

- Dommen har sendt et klart signal om, at dominerende virksomheder som Royal Greenland, har en særlig forpligtelse til at udvise en sund konkurrenceadfærd, siger Nicolai Odgaard Jensen.