Royal Greenland vil arbejde strategisk med FN’s verdensmål

Royal Greenland deltager sammen med 20 danske virksomheder i et projekt, der skal styrke virksomhedernes forretning ved at indarbejde De Forenede Nationers 17 verdensmål for bæredygtig udvikling frem mod 2030.
Royal Greenland lægger millioner i landskassen. Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
28. maj 2018 12:19

Royal Greenland vil med sin deltagelse i projektet, der går under navnet ”Fra filantropi til forretning”, få mulighed for at styrke sit CSR - og bæredygtighedsarbejde, siger CSR-Manager i Royal Greenland, Lisbeth Due Schönemann-Paul til Royal Greenlands hjemmeside.

Målet med projektet er at inspirere og motivere virksomheder til at støtte op om en verden, som skal bevæge sig i en langt mere bæredygtig retning i fremtiden.

- Vi er en væsentlig fiskeri og fødevarevirksomhed på verdensmarkedet og vi vil også gerne fremadrettet have en positiv bæredygtighedsprofil, siger Lisbeth Due Schönemann-Paul.

Virksomhederne der deltager under det to årige projekt, skal på bootcamps og via kommunikation og netværk udvikle bæredygtige forretningsmodeller, der sætter standard for fremtiden.

Projektet ”Fra filantropi til forretning” startede i april i år og skal fortsætte frem til november 2019.

Man kan læse meget mere om de 17 verdensmål og de 169 delmål her.