Royal Greenland vil af med medarbejdermanglen

Da Royal Greenland i sommeren forsøgte sig med at ansætte grønlandske sæsonarbejdere, blev det en stærkt begrænset succes, og kun otte af disse ønskede at blive fastansat efterfølgende. Ikke godt for en virksomhed, der mangler mere end 80 fastansatte medarbejdere på fabrikkerne.
Skrevet af Peter Troelsen
11. oktober 2013 08:19

Det er i byerne Uummannaq, Paamiut og Qasigiannguit, der mangler personale. 25 i Uummannaq, 35 i Paamiut og 25 i Qasigiannguit. Til at få styr på arbejdskraften i fremtiden nedsatte Royal Greenland tidligere på året en arbejdsgruppe, som bl.a. foretager nogle lønsomhedsberegninger.

- Størsteparten af sæsonarbejderne, som har været ansat hos os i sommersæsonen, er desværre ikke vant til at arbejde, og derfor har vi i arbejdsgruppen vurderet, at vi må gå videre i processen og undersøge, hvilke muligheder, vi kan igangsætte for at kunne føre vore planer om forbedret produktionen ud i livet på baggrund af Naalakkersuisuts ønske om fortløbende produktion, siger Søren Olsen Damgaard, HR & Akademichef hos Royal Greenland.

Hvis man tager et hurtigt kig i arbejdsløshedsstatistikkerne kan man se at der er 66 ledige i Qasigiannguit, 71 ledige i Uummannaq og hele 105 ledige i Paamiut, så der burde jo i realiteten ikke være problemer med at få besat stillingerne, men virkeligheden er en anden end tallene.

- Der er en hel del arbejdsledige på de steder, hvor vi har brug for flere medarbejdere, men den største hindring for udviklingen ved at ansætte lokale folk er desværre alt for ofte, at de ikke kan passe deres arbejde optimalt, og derfor ser vi os nødsaget til at skele til andre muligheder som at tilkalde arbejdskraft udefra, siger Søren Olsen Damgaard.