Royal Greenland udruller ny strategi

Gennem længere tid har Royal Greenland haft et mål om at øge værdien af det indhandlede ved hjælp af forædling. Med den nye torskefiletteringsmaskine i Paamiut er udrulningen af strategien i fuldt sving.
Skrevet af Peter Troelsen
18. juni 2012 09:27

Alt for mange af de torsk Royal Greenland indhandler, er blevet sendt videre i uforarbejdet tilstand. Det har fabrikken længe ønsket at gøre noget ved, og nu er der kommet skred i tingene.

-Vi får nu flere og flere fisk i længere og længere tid, og det har betydet at det nu er rentabelt at få en ny fileteringsmaskine på vores fabrik i Paamiut. Her kan vi forædle fisken, inden den sendes videre ud til vores aftagere. I den sidste ende betyder det også, at vi forøger fabrikkens overskud, fortæller driftschef Sten Sørensen fra Royal Greenland.

Succesen med at forædle torsken i Paamiut har også fået Royal Greenland til at overveje, hvor man næste gang kan komme videre med firmaets strategi om at få mere ud af de fisk, der kommer ind til fabrikken.

-Vi har flere tiltag, som vi overvejer lige i øjeblikket. Dels kan vi få et bedre resultat på bundlinjen og dels kan vi måske gøre lidt for at få lavet flere arbejdspladser, i de byer der er under overvejelse. Saltfisk på Qeqertarsuatsiaat er en mulighed at arbejde endnu hårdere med, og det faktum, at vi faktisk får fisk ind hele året, gør, at vi kan satse endnu mere på forædling, siger Sten Sørensen, der tilføjer at firmaet er meget stolte over at kunne skaffe flere arbejdspladser i deres fiskeindustri.